Schmeichel og co. slår United i vildt comeback

Skrevet af admin

21/09/2014

Mest læste i dag

Oprykkeren Leicester med den danske målmand Kasper Schmeichel er indtil videre et meget charmerende bekendtskab i Premier League.

Klubben er sluppet godt fra et ekstremt svært startprogram, og søndag begik holdet et vanvittigt comeback mod Manchester United.

Favoritten førte både 2-0 og 3-1, men Leicester viste stor moral og vandt 5-3 i sæsonens måske mest spektakulære kamp hidtil.

Det lignede ellers den anden United-sejr i træk, og manager Louis van Gaal kunne smile over at se de nye offensive stjerner Angel Di Maria og Radamel Falcao funkle før pausen.

Men det sluttede i frustration og med forfærdeligt forsvarsspil.

Leicester begyndte også kampen bedst og angreb ivrigt blæst frem af hjemmepublikummet. Men Manchester United skulle snart sætte sig på både spillet og føringen.

Kasper Schmeichel vandt den første direkte duel mod United-forwarden Robin van Persie, da han parerede hollænderens forsøg ved at komme godt ud af sit mål.

Men Van Persie tog hurtigt revanche. Han pandede bolden sikkert ind til 1-0 efter 13 minutter, da Radamel Falcao vristede sig fri på venstrekanten og afleverede perfekt til bageste stolpe.

Den danske landsholdsmålmand nåede knap at sunde sig, inden argentineren Angel Di Maria stjal opmærksomheden med en brillant detalje. Fra kanten af straffesparksfeltet sparkede han dybt i bolden og lobbede den over Schmeichel og ind i hjørnet til 2-0.

Leicester lod sig dog ikke slå ud. Hjemmeholdet reducerede til 1-2 på Jose Leonardo Ulloas hovedstød, som var det tredje mål på fem minutter.

Kampen var konstant levende med vekslende angreb i begge ender.

Kort efter pausen var Falcao tæt på at udbygge føringen, men hans halvflugter prellede af på overliggeren bag Schmeichel.

3-1-målet faldt i stedet efter knap en time efter et vedholdende United-angreb. Angel Di Maria afsluttede, og Ander Herrera rettede smart bolden af med hælen og snød den danske målmand totalt.

Så skulle man tro, kampen var afgjort.

Men igen blev tilskuerne forkælet med tre mål inden for få minutter. Først udnyttede David Nugent et lidt tyndt straffespark, og to minutter senere udlignede argentineren Esteban Cambiasso med sit første mål i engelsk fodbold.

I fortsættelsen angreb Leicester ivrigst for sejren, og Jamie Vardy kunne fortjent score til 4-3 på en friløber efter et United-boldtab 11 minutter før tid.

United var på randen af et sammenbrud, og efter en ny fejl begik Tyler Blackett straffespark og blev udvist. Jose Leonardo Ulloa udnyttede kampens andet straffespark til 5-3.

Med sejren har Leicester otte point for fem kampe, mens det igen er krisetid i United med blot fem point.

I søndagens anden tidlige kamp tabte Tottenham 0-1 på udebane til West Bromwich. Christian Eriksen spillede hele kampen.

/ritzau/