Sejrsløse Portugal skyder sig i semifinalen fra pletten

Skrevet af admin

01/07/2016

Mest læste i dag

Portugal er klar til EM-semifinalen, efter at portugiserne torsdag aften vandt et straffesparkdrama i kvartfinalen mod Polen i Marseille.

Den ordinære kamp og den forlængede spilletid endte 1-1, og så skulle det hele afgøres fra pletten, hvor Polens Jakub Błaszczykowski som den eneste misbrugte sit forsøg.

Efter fem portugisiske scoringer i straffekonkurrencen blev slutresultatet 6-4, og dermed er Portugal blandt EM's fire bedste nationer, selv om det ikke er lykkedes portugiserne at vinde en eneste af sine fem kampe i ordinær spilletid.

Det kunne de heller ikke i en kvartfinale, der begyndte fint, men fusede gevaldigt ud undervejs og sluttede i gåtempo med 22 dødtrætte spillere, der blot ventede på straffesparkafgørelsen.

Med sejren kan Portugal se frem til en semifinale mod enten Belgien eller Wales på onsdag i Lyon.

Opgøret fik ellers en kanonstart, da Polens stjerneangriber Robert Lewandowski efter 1 minut og 40 sekunders spil sparkede Kamil Grosickis flade indlæg i nettet og dermed scorede EM-historiens næsthurtigste mål.

En chokstart af polakkerne, som spillede fremragende i kampens første fjerdedel, hvor både Lewandowski og angrebsmakkeren Arkadiusz Milik kunne have fordoblet føringen på gode muligheder.

Det skete ikke, og lidt efter lidt arbejdede portugiserne sig ind i kampen med deres noget mere omstændelige angrebsstil.

Mens Cristiano Ronaldo blev pakket effektivt ind af hærdebrede polske midterforsvarere, var sprælske Renato Sanches på ny iøjnefaldende på den offensive midtbane.

Det var meget passende den kommende Bayern München-spiller, der bragte sit hold på 1-1, da han spillede et-to med Nani og scorede på et afrettet langskud.

Første halvleg var langt bedre, end man på forhånd kunne have frygtet, men Portugals udligning gjorde desværre ikke noget godt for underholdningsværdien.

Begge hold kom ud til anden halvleg fast besluttet på ikke at blotte sig. Polen forsvarede dybt, Portugal spillede for langsomt, og som minutterne gik, hørmede det mere og mere af forlænget spilletid.

Det er fjerde gang i de seneste fem EM-slutrunder, at Portugal når semifinalen. Kun én gang - i 2004 - er det lykkedes at slå sig helt igennem til slutkampen.

/ritzau/