Selskaber har nemmere ved at se gennem jungle af nye love

Skrevet af admin

01/07/2016

Mest læste i dag

Det er blevet enklere at drive virksomhed, efter at ny erhvervsrettet lovgivning skal træde i kraft på to bestemte datoer.

Det fremgår af den seneste opgørelse fra Erhvervs- og Vækstministeriet, som viser, at knap otte ud af ti nye love træder i kraft på to bestemte datoer, nemlig 1. januar og 1. juli.

Førhen kunne det være et fuldtidsjob for virksomheder at følge med i den myriade af ny lovgivning, som bliver implementeret året rundt.

Men siden sidste år har virksomhederne fokuseret på de to datoer, når de skal holde øje med ny lovgivning på deres område.

Det siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V).

- Jeg håber, at det kommer til at betyde, at virksomhederne oplever, at der ikke vælter al mulig lovgivning ned på alle tider af året. Men at der er to datoer, hvor man kan danne sig et overblik. Dermed bruger man sine ressourcer mere fornuftigt, siger ministeren.

De to datoer blev indført 1. oktober sidste år, og siden er over 350 erhvervsrettede regler trådt i kraft der.

De fælles ikrafttrædelsesdatoer kan dog fraviges undtagelsesvist, hvis Danmark skal leve op til sine EU-retlige forpligtigelser, eller hvis en udskydelse forventes at give væsentlige samfundsøkonomiske omkostninger.

Det er sket ved 103 erhvervsrettede regler, som trådte i kraft på andre dage end de to faste.

Og de to datoer vækker glæde hos virksomhederne.

- Ny regulering er altid en udfordring for virksomhederne, men det er en hjælp, at ikrafttrædelsesdatoerne er samlet. Det gør det lettere for virksomhederne at danne sig et overblik, siger underdirektør Geert Laier Christensen fra Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.

Virksomhederne kan en måned før de to datoer gå ind på Virk.dk, som er virksomhedernes indgang til offentlige myndigheder.

Her kan de se, hvilke love og bekendtgørelser der træder i kraft.

/ritzau/