Selvmål sender Wales i EM-kvartfinale efter sløj kamp

Skrevet af admin

25/06/2016

Dagens topnyheder

Wales er klar til kvartfinalen ved EM i fodbold i Frankrig.

Efter en spillemæssigt sløj fodboldkamp vandt Gareth Bale og co. 1-0 over Nordirland i et internt britisk opgør på Parc des Princes i Paris.

Meget betegnende måtte der et selvmål til for at få en scoring i kampen, hvilket den nordirske veteran Gareth McAuley sørgede for et kvarter før tid.

Wales er med sejren klar til at møde enten Ungarn eller Belgien i kvartfinalen på fredag i Lille.

Kampen var historisk, eftersom begge nationer var gået videre fra gruppespillet i deres første EM-deltagelse.

Nordirland var toneangivende i første halvleg, mens forhåndsfavoritten Wales fremstod i en noget bleg udgave.

Det skyldtes ikke mindst, at nordirerne i høj grad formåede at sætte den delte EM-topscorer Gareth Bale samt Aaron Ramsey og Joe Allen ud af spillet.

Der manglede dynamik i Wales' spil, og Nordirland skabte udmærkede muligheder i kampens første fjerdedel.

Stuart Dallas måtte se Wales-målmanden Wayne Hennessey redde et godt skud, og senere måtte målmanden vippe et dykkende skud fra Jamie Ward over mål.

Mens spillets kvalitet ikke var det helt vilde, var der som ventet gang i tribunerne på Parc des Princes, hvor waliserne var i overtal.

Med engelsk dommer i Martin Atkinson fik spillerne også lov til at gå til den på banen, men to minutter før pausen måtte Stuart Dallas dog indkassere en advarsel, da han kom alt for sent i en tackling af Gareth Bale.

Nordirland kom bedst i gang med anden halvleg, mens Wales stadig ikke lignede det hold, der med seks mål var det mest scorende af alle i gruppespillet sammen med Ungarn.

Sam Vokes havde dog et hovedstød forbi mål efter et fremragende oplæg fra Aaron Ramsey, og lidt senere måtte Gareth Bale se et frisparksforsøg pareret af Nordirlands målmand, Michael McGovern.

Kampen lignede dog én, der let kunne vare i både 90 og 120 minutter uden en scoring, men den kom så alligevel efter 75 minutter.

Fra venstre side sendte Gareth Bale et hårdt indlæg ind i feltet, og 36-årige Gareth McAuley strakte benet frem og sendte bolden i mål.

Forsvarsspilleren fra West Bromwich var hårdt presset af Wales' indskiftede Hal Robson-Kanu, der stod klar til at sende indlægget i mål, hvis Gareth McAuley havde ladet bolden passere.

Det mål endte med at sende Wales videre, så det walisiske EM-eventyr fortsætter.

/ritzau/