Selvmordsangreb rammer fredsbevarende styrker i Somalia

Skrevet af admin

26/07/2016

Dagens topnyheder

Den militante gruppe al-Shabaab tager tirsdag skylden for et angreb i hovedstaden Mogadishu i Somalia.

Mindst syv blev dræbt, da to selvmordsbombere angreb den vigtige base for de fredsbevarende styrker fra Den Afrikanske Union, AU.

Den første selvmordsbomber detonerede en bilbombe, og den anden forsøgte at storme ind på området til fods. Men dennes sprængladning blev udløst uden for indgangen til basen, som ligger i nærheden af lufthavnen.

En sikkerhedskilde siger til nyhedsbureauet AFP, at mindst otte mennesker er blevet dræbt.

Gruppen al-Shabaab har tidligere udført lignende angreb i området.

Byens lufthavn er stærkt befæstet og støder op til hovedstadens vigtigste base for Den Afrikanske Union, som kan kaldes Afrikas pendant til EU.

Styrken består af 22.000 mand, der yder opbakning til regeringen i kampen mod oprørene fra al-Shabaab.

Jihadisterne blev fordrevet fra Mogadishu i 2011, men er fortsat en alvorlig trussel både i Somalia og nabolandet Kenya, hvor gruppen står bag flere angreb.

/ritzau/Reuters