Selvmordsbombe dræber to tyrkiske soldater

Skrevet af admin

02/08/2015

Dagens topnyheder

To tyrkiske soldater blev dræbt og yderligere 24 blev såret, da en selvmordsbombe eksploderede nær en militærbase i det østlige Tyrkiet.

Ifølge det lokale nyhedsbureau Anatolia, der har talt med de lokale myndigheder, kørte en selvmordsaktivist tidligt søndag morgen en traktor fyldt med sprængstoffer helt tæt på basen i Dogubeyazit, der ligger i provinsen Agri i det allerøstligste Tyrkiet nær grænsen til Iran.

Traktoren eksploderede, og myndighederne beskylder nu kurdiske separatister fra PKK for at stå bag aktionen.

Yderligere en tyrkisk soldat døde søndag morgen, da et militært køretøj påkørte en mine i den sydøstlige provins Mardin.

Ifølge nyhedsbureauet får PKK også skylden for at have placeret minen, der sårede yderligere otte, da den detonerede.

Konflikten mellem tyrkerne og PKK er taget til i styrke, efter at tyrkiske jagerfly tidligere på ugen begyndte at bombe kurdiske stillinger i det nordlige Irak.

/ritzau/Reuters/dpa