Selvmordsbomber til fods dræber domstolsansatte nær Kabul

Skrevet af admin

25/05/2016

Dagens topnyheder

Ti personer er dræbt i Afghanistan ved et selvmordsangreb, der var rettet mod ansatte ved en ankedomstol, oplyser indenrigsministeriet i landet.

- En selvmordsbomber detonerede sin sprængladning i Paghman-distriktet. 10 personer blev dræbt og fire andre såret, oplyser Najib Danish, en talsmand i ministeriet.

Taliban, som jævnligt udfører lignende angreb, har taget skylden for bomben.

Bomben ramte en bus med ansatte ved en ankedomstol nær hovedstaden Kabul.

Angriberen kom til fods. Han udløste bomben, da han nåede hen til køretøjet, oplyser Danish. Der er både domstolsansatte og civile blandt ofrene.

Angrebet sker, samme dag som Taliban har udpeget ny leder, Mawlawi Haibatullah Akhunzada, efter at mullah Akhtar Mansour blev dræbt i weekenden i et amerikansk droneangreb.

Zabihullah Mujahid, en talsmand for Taliban, forklarer om angrebet, at det er hævn over regeringens beslutning om at henrette seks Taliban-fanger, som ventede på eksekvering af dødsdomme.

- Vi vil fortsætte denne kurs, siger Mujahid.

Beslutningen om at henrette de seks personer var led i en stramning af præsident Ashraf Ghanis linje i bekæmpelsen af Taliban.

Præsidenten varslede en hårdere kurs, efter et angreb i april da Taliban dræbte 64 i Kabul.

/ritzau/AFP