Sen scoring koster Real Madrid sejren i lokalderby

Skrevet af admin

05/10/2015

Dagens topnyheder

Villarreal forbliver på førstepladsen i den spanske liga, efter at Real Madrid søndag aften satte to point over styr i slutfasen af lokalopgøret på udebane mod Atlético.

I en chancefattig kamp var Real ellers foran indtil syv minutter før tid, men netop som Atlético-spillerne var ved at miste modet, kom 1-1-udligningen, der kostede Real Madrid en foreløbig førsteplads.

Jackson Martinez kom til baglinjen og sendte bolden ind foran mål, hvor den efter et par tilfældigheder endte for fødderne af Luciano Vietto, der sørgede for den vigtige scoring.

Målmand Keylor Navas var ellers godt i gang med sørge for rent Real-mål for sjette gang i syv kampe, da han i første halvleg reddede et straffespark.

Sergio Ramos begik straffesparket mod Tiago, efter at Ramos selv havde mistet bolden på egen banehalvdel.

Atleticos Antoine Griezmann fik ansvaret og sparkede udmærket fra pletten, men Navas nåede flot ned til sin venstre side og fik slået bolden væk.

Forinden havde Karim Benzema bragte gæsterne foran på et hovedstød efter indlæg fra højre af Daniel Carvajal, og den scoring så længe ud til at blive kampens eneste.

Atlético Madrid optrådte generelt for forsigtigt og formåede kun sjældent at bringe Real Madrids forsvar i ubalance.

Mestrene fra 2014 har haft en lidt svingende sæsonstart, og der mangler bid i holdets offensiv, men det rakte altså til at sikre sig et point mod lokalrivalen.

Midt i skuffelsen kan Real Madrids fans glæde sig over, at Gareth Bale er tilbage efter sit skadesfravær. Bale fik comeback, da han blev skiftet ind i anden halvleg.

Fire dage før Danmarks vigtige EM-kvalifikationskamp i Portugal havde den portugisiske superstjerne Cristiano Ronaldo en stille aften Reals angreb.

/ritzau/