Seniorstrateg: Græsk afstemning øger risiko for euro-exit

Skrevet af admin

06/07/2015

Mest læste i dag

Efter et flertal blandt grækerne søndag stemte imod kreditorernes krav om flere reformer og besparelser, har det øget risikoen for et græsk exit fra eurosamarbejdet.

Sådan lyder det fra Tine Choi, seniorstrateg hos Nordea, som i sidste uge, efter afstemningen blev udskrevet, vurderede, at der var en "fifty-fifty" risiko for et exit.

- Den er helt klart steget efter valget, fordi det ligger til at være overvejende sandsynligt, at grækerne vil træde ud af eurosamarbejdet, siger seniorstrategen til Ritzau.

- Vi ser nu en sandsynlighed på 65 procent for, at de træder ud, tilføjer hun.

Og selv om der fra den græske befolkning lød et rungende "nej" til flere reformer og besparelser, er der endnu ikke kun én vej i forhold til landets del i eurosamarbejdet.

Det skyldes nemlig, at den græske situation handler mere og mere om politik, forklarer Tine Choi.

- Når tingene bliver politiske, så er der også altid løsninger og andre finurligheder, der kan laves for at sikre, at Grækenland bliver i samarbejdet, siger hun.

- Vi har svært ved at se, at politikerne er interesserede i, at Grækenland kan vælge at træde ud af eurosamarbejdet. Det vil simpelthen ødelægge det politiske projekt, fortsætter seniorstrategen.

Desuden er der en stribe andre sydeuropæiske lande, som lige nu følger situationen med Grækenland og dets kreditorer med særlig stor interesse.

- Hvis de kan se, at Grækenland får lov til at bøje på sine krav, så vil de andre lande i Sydeuropa formentlig også stille krav om at få ændret deres vilkår for de lån, som de har fået, siger Tine Choi.

Det er lande som Spanien og Portugal, der har fået økonomisk sikring gennem redningspakker.

- Det gør sig især gældende i Spanien, hvor der snart er valg. Her kan det ende med en sejr til en spansk regering, som går til valg på, at spanierne også skal have ændret deres vilkår, påpeger Tine Choi.

Nej-siden fik søndag ved Grækenlands folkeafstemning støtte fra næsten to af tre grækere med 61,31 procent af stemmerne mod 38,69 procent til ja-siden.

/ritzau/