Sent Randers-mål planter Silkeborg på sidstepladsen

Skrevet af admin

19/09/2014

Mest læste i dag

Silkeborg havde ikke scoret et eneste mål på udebane i Superligaen. Og heller ikke fredag aften ude mod Randers FC lykkedes det. Opgøret endte med en 1-0-sejr til Randers.

Kampen var ikke en målfest, men det var ikke ensbetydende med, at der var tale om en kedelig kamp.

Der var masser af chancer i løbet af de 90 minutter. De fleste tilfaldt hjemmeholdet, som dog måtte vente til det 88. minut, før den forløsende scoring blev sat ind.

Det var to indskiftere hos Randers, som sikrede de tre point. Indskiftede Jonas Kamper fandt med en god aflevering angriberen Viktor Lundberg, som headede kampens eneste mål ind.

I midten af første halvleg havde Elmar Bjarnason, som scorede i Randers' 2-0-sejr ude over Brøndby i sidste weekend, en stor chance, men islændingens forsøg blev reddet på fornem vis af Silkeborg-keeper Kasper Jensen.

Kort efter troede Randers-spilleren Mads Fenger, at han havde sparket hjemmeholdet på 1-0, men Silkeborgs forsvarsspiller Jens Martin Gammelby fik akkurat reddet bolden på målstregen.

Randers-angriberen Mikael Ishak forsøgte sig med et nærgående skud efter en halv time, men forsøget prellede af på skulderen af Kasper Jensen, som igen stod godt placeret.

Kampens smukkeste detalje stod Randers-profilen Kasper Fisker for. Med et enestående chip ramte den tidligere Hobro-spiller undersiden af overliggeren, men ind ville bolden ikke.

Silkeborg havde også enkelte chancer og fik faktisk bolden i nettet, men målet blev annulleret for offside.

Også den tidligere Brøndby-angriber Nikolaj Agger skabte ravage og havde et skudforsøg kort før pausen, men rigtigt farligt blev det ikke i Silkeborgs angreb.

Randers dominerede ikke lige meget i anden halvleg, hvor Silkeborg havde langt bedre fat defensivt.

Indskiftede Jeppe Illum kunne have scoret Silkeborgs første udebanemål i denne sæson, men skuddet gik lige forbi den ene stolpe to minutter inde i anden halvleg.

Også Silkeborg-angriberen Jesper Bech havde en stor chance kort efter, som afsluttede lige på Randers-keeper Karl Johan Johnsson.

Indskiftede Morten Beck Andersen leverede et akrobatisk saksespark i slutfasen, men holdets topscorer i sidste sæson i 1. division kunne heller ikke ramme målet.

Skarpheden mangler i den grad hos Silkeborg, som kun har scoret tre gange i nu otte kampe - og ikke et eneste mål på udebane.

Silkeborg har tre point på sidstepladsen i Superligaen, mens Randers nu har 17 point på andenpladsen - to point færre end førerholdet FC Midtjylland.

/ritzau/