Sepp Blatter appellerer til sammenhold

Skrevet af admin

29/05/2015

Dagens topnyheder

Den internationale fodboldverden må stå sammen nu i kampen for at udrydde korruption. Sådan lød intentionerne i Fifa-præsident, Sepp Blatters, første ord, da den 79-årige schweizer fredag indledte Fifa-kongressen i Zürich.

- I dag appellerer jeg til sammenhold og holdånd, så vi kan komme videre sammen. Det er måske ikke altid nemt, men vi er samlet her i dag for at tackle problemerne sammen, lød det fra Sepp Blatter.

- Det vigtigste i dag er at komme videre og opnå gennemsigtighed. Det afgørende er, hvor Fifa står i kampen mod korruption, matchfixing, racisme og diskrimination, som stadig foregår, sagde Blatter.

Han har været heftigt kritiseret længe for ikke at gøre nok for at komme korruption i verdensforbundet til livs. Mange mener, at korruption i årevis har været en slags kultur i Fifa, hvilket senest er blevet illustreret af korruptionsskandalen, der brød ud onsdag.

Sepp Blatters åbningstale blev kort afbrudt af en kvindelig demonstrant, der havde medbragt et palæstinensisk flag, og som råbte mod præsidenten. Demonstranten blev hurtigt ført væk af vagter.

/ritzau/