Serena Williams holder liv i drømmen om ægte grand slam

Skrevet af admin

07/07/2015

Mest læste i dag

Serena Williams kom skidt i gang, men endte alligevel med at besejre hviderusseren Victoria Azarenka tirsdag og spille sig i semifinalen i Wimbledon.

Serena Williams vandt 3-6, 6-2, 6-3 og møder i semifinalen Maria Sharapova, som hun har besejret 17 gange før og kun tabt til to gange.

Amerikaneren havde inden opgøret vundet alle tre opgør mod Azarenka på græs uden at afgive sæt, men den statistik blev brudt.

Mandag kom hun således skidt fra start på Centre Court, da Azarenka brød til 3-1 og efterfølgende holdt sin egen serv til 4-1-føring.

Amerikaneren er forsvarende mester i de tre seneste grand slam-turneringer US Open, Australian Open og French Open. Hun jagter derfor både en såkaldt "non-calender year grand slam" og en ægte grand slam, hvor de fire turneringer vindes i samme kalenderår.

Det kræver dog, at Serena Williams går hele vejen og vinder Wimbledon og efterfølgende også vinder US Open i år.

Det var der ikke meget, der tydede på i begyndelsen, da Azarenka bragte sig foran 5-2, og i det efterfølgende serveparti var Serena Williams presset. Men hun spillede sig til en fordel og holdt sit serveparti.

Victoria Azarenka spillede tennis på et højt niveau og fik 72 procent af sine førsteserver ind på dette tidspunkt. Hun pressede Williams rundt og udspillede amerikaneren på sættets sidste bold med et perfekt forhåndsslag og vandt dermed første sæt 6-3 på 31 minutter.

Andet sæt begyndte lige. Serena holdt sine to første servepartier til 2-1-føring. I sit andet serveparti måtte Azarenka kæmpe hårdere. Williams havde tre breakbolde, men Azarenka holdt stand i kampens indtil da længste parti.

Williams vandt nemmere sit parti og igen var Azarenkas serveparti en lang omgang. På sin anden mulighed lykkedes det dog Serena Williams at bryde for første gang i kampen efter fem kvarter.

Det blev også 5-2 til Serena Williams, og hun brød igen og sikrede sig andet sæt.

Herefter syntes maskinen at være kickstartet, og Serena Williams holdt sin serv, brød og holdt igen serven til 3-0-føring og vandt sættet 6-3.

I den anden semifinale møder spanske Garbine Muguruza, der sendte Caroline Wozniacki ud af turneringen i 1/8-finalen, den 13-seedede polske Agnieszka Radwanska, som tirsdag besejrede Madison Keys fra USA 7-6, 3-6, 6-3.

/ritzau/