Serena Williams kan blive sportens største

Skrevet af admin

07/07/2015

Dagens topnyheder

Der er Serena Williams, og så er der alle de andre, når man taler kvindetennis lige nu.

Spillere som Maria Sharapova og Petra Kvitova har stukket snuden frem og vundet grand slam-turneringer i ny og næ de seneste år. Men i snart et år har der været tale om en ensidig Serena Williams-dominans.

Tennislegenden Chris Evert, der i perioden fra 1974 til 1986 vandt 18 grand slam-turneringer, sagde i et interview op til Wimbledon, at kvindetennis var blevet for kedeligt, og at Williams var den skyldige, fordi hun havde elimineret enhver form for spænding.

Williams' seneste magtdemonstration er bare en måned gammel og fandt sted i French Open. Trods plaget af sygdom det meste af turneringen slog hun Lucie Safarova i finalen og tog sin 20. grand slam-triumf.

Aktuelt er hun forsvarende mester i tre af grand slam-turneringerne; US Open, Australian Open og French Open, og hun kan blive det i alle fire, hvis hun vinder Wimbledon. Det vil give hende en såkaldt "non-calender year Grand Slam".

En ægte Grand Slam kræver sejr i de fire største turneringer i samme kalenderår, hvilket vil være en realitet med sejr i både Wimbledon og US Open i sensommeren.

Tennisverdenen er for længst begyndt at spekulere i, om Williams kan begå denne bedrift som den første siden tyske Steffi Graf i 1988.

Williams bliver konfronteret med det igen og igen, fordi hun har skabt et godt udgangspunkt med sejre i Melbourne og Paris.

- Jeg føler ikke noget pres for at vinde alle fire. Måske kommer det, hvis jeg også vinder Wimbledon, men det nytter ikke noget at tænke langt frem og allerede spekulere på US Open, siger Serena Williams.

Hun kan på flere måder cementere sit navn i tennishistorien. Trods sine 33 år er det ikke utænkeligt, at Williams først kan overgå Steffi Grafs 22 grand slam-titler og siden rekordholder Margaret Courts 24.

Danske Caroline Wozniacki tror, at der er flere store trofæer i Williams.

- Jeg tror, det er muligt, at hun kan fuldende sin Grand Slam. Det er ikke noget lykketræf, når man vinder 20 grand slam-titler. Hun er stadig tydeligvis motiveret for at blive bedre. Hun er en inspiration for mig og vel for alle i sporten, siger Wozniacki.

Williams kommer ganske uvant til Wimbledon med en dårlig statistik fra de to seneste år, hvor hun har lidt tidlige nederlag.

- Det er kun med til at motivere mig endnu mere, og jeg føler lidt mindre pres, fordi jeg ikke skal forsvare så mange point, siger Williams.

Tirsdag eftermiddag spiller hun kvartfinale mod hviderusseren Victoria Azarenka.

/ritzau/