Serena Williams spiller sig let i US-kvartfinale

Skrevet af admin

01/09/2014

Mest læste i dag

Den amerikanske tennisstjerne Serena Williams er klar til kvartfinalen i grand slam-turneringen US Open i New York.

Verdensetteren havde ikke de store problemer med at affærdige Kaia Kanepi fra Estland med 6-3, 6-3 i fjerderundekampen mandag aften dansk tid.

I en duel mellem to hårdtslående kvinder havde spillerne svært ved at holde deres egen serv, og det blev til hele seks servegennembrud i andet sæt.

- Hun slår utroligt hårdt til bolden og flytter den godt rundt på banen, lød det efter kampen fra Williams.

Nu venter en kvartfinale mod den 32-årige italiener Flavia Pennetta, der aktuelt indtager en 12.-plads på verdensranglisten.

Serena Williams har vundet US Open fem gange i sin lange karriere - blandt andet i både 2012 og 2013 - men i år har amerikaneren haft en skuffende grand slam-sæson. Hverken i Australian Open, French Open eller Wimbledon lykkedes det hende at nå kvartfinalen.

/ritzau/Reuters