SF: Ekstremt glædeligt at Dong-bud kommer frem

Skrevet af admin

05/08/2015

Dagens topnyheder

Ekstremt glædeligt.

Sådan lyder reaktionen fra SF's finansordfører, Jonas Dahl, efter, at finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) onsdag har slået fast, at han vil fremlægge alle de bud, der var i sagen om statens salg af aktier i Dong til amerikanske Goldman Sachs.

Fremlæggelsen vil ske til Folketingets Finansudvalg, og dermed er der nu udsigt til, at den højspændte sag måske kan få en ende.

- Det er ekstremt glædeligt, at der nu er en finansminister, som vil løfte noget af den lukkethed, som Bjarne Corydon (den tidligere Socialdemokratiske finansminister, red.) desværre sænkede over hele Dong-sagen, siger Jonas Dahl.

- Jeg glæder mig over, at vi nu får de tilbud frem, og så må vi se, om Goldman Sachs vitterligt gav det bedste bud. Og det håber jeg da, for ellers står vi med en meget alvorlig situation for Bjarne Corydon, siger han.

Intet parti husker vel Dong-sagen bedre end SF.

Salget af aktier i Dong var den direkte udløsende faktor, der i 2014 fik SF til at trække sig ud af regeringen.

I begyndelsen bakkede man som en del af regeringen op om salget til Goldman Sachs, men sagen var så upopulær i partiets bagland, at SF endte med at trække sig fra regeringskontorerne, hvor Jonas Dahl i øvrigt også havde plads.

Og nu står partiet så i den situation, at det ikke var den gamle regeringspartner, der efterkom SF's ønske om at få de mulige andre bud frem, men derimod en Venstre-finansminister.

- Jeg synes da, at det ville have været klædeligt, hvis en socialdemokratisk ledet regering havde spillet med åbne kort og kommet ud med det her tidligere. Det var ikke tjenligt for hverken demokratiet eller den tillid, der er nødvendigt i politik, siger han.

/ritzau/