SF kalder smykkeloven for spild af politiets tid

Skrevet af admin

30/06/2016

Dagens topnyheder

Efter megen virak og medieomtale blev den omdiskuterede smykkelov for første gang taget i brug tirsdag aften.

Københavns Politi beslaglagde cirka 79.600 kroner fra fem udlændinge, der forsøgte at rejse ind i Danmark med falske rejsedokumenter. Det skete i Københavns Lufthavn.

Loven trådte i kraft 3. februar, og ifølge SF burde den afskaffes. Gruppeformand Jacob Mark kalder den for spild af politiets ressourcer og uværdig over for de mennesker, den rammer.

- Det her viser, at denne lov har været unødvendig. Én gang er denne lov benyttet på et halvt år. Det er det, vi har bedt vores i forvejen pressede politibetjente om at agere under. Lad os nu bruge politibetjentenes tid ordentligt.

- Jeg synes heller ikke, at det er værdigt, og det er sjældent, jeg bruger det udtryk. Hvad nu hvis disse mennesker, hvor man har taget deres formue, ikke får asyl? Så skal de tage hjem igen, men man har taget deres penge, siger han.

De fem udlændinge ønsker asyl i Danmark. De er alle iranske statsborgere, og der er tale om to mænd og tre kvinder i alderen 26 til 35 år.

Spørgsmål: En lov er vel en lov. Er det så ikke lige meget, hvor mange gange den er blevet benyttet?

- Jo, det er underordnet. Men det er også derfor, jeg siger det andet med, at det ikke er en god lov.

- Vi skal ikke tage formuer fra folk. Vi taler om deres sidste penge, som de har taget med på deres flugtvej. Dette er fortsat en symbollov, siger Jacob Mark.

Med loven har myndighederne hjemmel til at beslaglægge værdier over 10.000 kroner per asylansøger. Værdigenstande med affektionsværdi så som vielsesringe og andre smykker er dog undtaget.

Derudover har de danske myndigheder ikke hjemmel til at beslaglægge værdier på udenlandske bankkonti.

Alverdens medier som The Wall Street Journal, BBC, CNBC og The Telegraph skrev og berettede i begyndelsen af året kritisk om smykkeloven.

/ritzau/