SF og EL: Elbil-aftale trækker stikket for grøn trafik

Skrevet af admin

09/10/2015

Dagens topnyheder

Det kan bremse det spirende salg af elbiler i Danmark, at der fremover skal betales afgifter til statskassen for de miljøvenlige biler, lyder det fra SF og Enhedslisten.

Begge partier forlod forhandlingerne om en elbilaftale i protest, fordi de frygter, at de nye afgifter vil slå bunden ud af markedet for elbiler i Danmark, når bilerne stiger i pris fra næste år. Og det vil gå ud over den grønne omstilling, lyder det fra begge partier.

- I SF vil gerne have en grøn omlægning af trafikken i Danmark og af bilparken. Det kræver, at vi understøtter elbilmarkedet, indtil det får godt fat, siger SF's Lisbeth Bech Poulsen, som både er miljø- og skatteordfører.

- Det er jo ikke kun til gavn for dem, der gerne vil have en elbil. Det er til gavn for os alle sammen, fordi luftforureningen er et rigtig stort problem. Det er også et klimaproblem, siger hun.

Også Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, mener, at aftalen er uambitiøs.

- En udfasning af afgiftsfriheden for elbiler er alt for drastisk på nuværende tidspunkt, siger Henning Hyllested, der gerne så, at man holdt hånden under markedet i længere tid.

Enhedslisten var dog i løbet af forhandlingerne villig til i mindre målestok at lade elbilkøbere betale afgifter til statskassen, siger Henning Hyllested.

- Det, man foreslår for 2016, kunne vi godt være med til at lade køre i et par år og så lade forligskredsen se på, hvordan markedet udviklede sig. Men det ville man ikke, og vi risikerer nu, at markedet for elbiler går i stå, siger Hyllested.

Indtil i år har elbiler været fritaget for afgifter i Danmark, fordi de er mere miljøvenlige end almindelige biler.

Men med den nye aftale, som fredag faldt på plads mellem regeringen, Socialdemokraterne, De Radikale og Dansk Folkeparti, indfases afgifter på elbiler gradvist over de næste fem år. Første år med afgifter bliver 2016, hvor afgiften er 20 procent.

/ritzau/