Sikkerhedsråd opfordrer til humanitær våbenhvile i Gaza

Skrevet af admin

28/07/2014

Dagens topnyheder

FN's Sikkerhedsråd har på et møde sidst på natten til mandag dansk tid opfordret Israel, palæstinenserne og Hamas-bevægelsen til omgående at implementere en humanitær våbenhvile og gøre forsøg på at nå frem til en permanent aftale om at lægge våbnene.

I en udtalelse udtrykker alle 15 medlemmer af rådet "stærk støtte" til "en øjeblikkelig og ubetinget humanitær våbenhvile, der giver mulighed for at yde hjælp til de trængende" i Gaza, hvor Israel indledte en militær offensiv mod Hamas for omkring tre uger siden.

Beboere i Gazastriben og Reuters-øjenvidner fortæller, at kampene omkring Gaza langsomt tog af i styrke søndag, hvilket kan indikere, at der er en våbenhvile undervejs i forbindelse med eidfesten, der begynder mandag og markerer afslutningen på ramadanen.

Lørdag indgik parterne en 12 timer lang våbenhvile, men da den udløb, begyndte bombardementerne hurtigt igen. Trods forsøg på at forlænge perioden uden kampe, er det ikke kommet til nogen aftale.

I sidste uge forsøgte den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, forgæves at nå frem til en aftale mellem Israel og Hamas.

Sikkerhedsrådet udtrykker i sin erklæring "alvorlig bekymring omkring situationen og krisen i Gaza samt tabet af civile liv" og "gentager nødvendigheden af at tage de rigtige skridt for at sikre civiles sikkerhed og velbefindende og deres beskyttelse".

Den palæstinensiske repræsentant ved FN er dog skuffet over udtalelsen. Riyad Mansour havde hellere set en formel resolution, der kræver, at Israel trækker sig ud af Gaza.

- De skulle have vedtaget en resolution for lang tid siden, der fordømmer denne aggression og kræver, at denne aggression stopper omgående, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Flere end 1000 palæstinensere - hovedsageligt civile og mange af dem børn - er blevet dræbt siden den 8. juli. 43 israelske soldater er blevet dræbt.

/ritzau/Reuters