Silkeborg kan ikke få fodbolden til at løbe rundt

Skrevet af admin

27/08/2014

Mest læste i dag

Det kniber med at få regnskabet til at gå i plus for superligaklubben Silkeborg. Oprykkerne har onsdag udsendt en pressemeddelelse, hvor man nedjusterer forventningerne til årsregnskabet for 2014.

Det sker, efter at første halvår har givet et underskud på sammenlagt 4,8 millioner kroner. Det betyder, at Silkeborg nu forventer et underskud på op imod fire millioner kroner for året.

Tidligere budgetterede man med et resultat mellem minus to og plus to millioner.

- Feriepengesagen blev dyrere, end vi forventede, og desuden har vi anlagt en forsigtig vurdering i forhold til vores indtjening på sponsorer, tv og entré, da det i høj grad er afhængig af vores sportslige resultater, siger administrerende direktør Kent Madsen i en pressemeddelelse.

Fodboldaktiviteterne gav sammenlagt et underskud på 12,1 millioner kroner, og det kan ikke opvejes af, at ejendommen Papirfabrikken har givet et overskud på 7,3 millioner kroner.

Derfor glæder Kent Madsen sig til, at klubben kan tage det nye stadion, Jysk Park, i brug i 2016.

- Det er det fundament, vi skal bygge fremtidens fodboldforretning på. Kombineret med faglig kvalitet i det daglige arbejde i vores sportslige sektor med fortsat udvikling af unge talenter i landsholdsklasse skal det sikre, at Silkeborg i fremtiden kan være med i topfodbold, siger Kent Madsen.

/ritzau/