Simon Makienok får fire år i Palermo

Skrevet af admin

30/08/2014

Mest læste i dag

Så har den danske angriber Simon Makienok sat sin underskrift på kontrakten med den italienske Serie A-klub Palermo.

Den kommer til at løbe over fire år, oplyser People in sport mixed zone på Facebook.

Fredag meddelte hans tidligere klub Brøndby, at klubberne var blevet enige, og at kun spilleren selv skulle forhandle de personlige detaljer på plads. Det er sket nu.

- Det har været mit mål siden min tid i HB Køge at komme til en af de store ligaer i Europa. Første skridt var Brøndby, og min tid i klubben vil jeg altid tænke tilbage på klubben med glæde.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke fans for deres støtte samt klubben for at give mig muligheden. Nu gælder det Serie A, og jeg kan slet ikke vente med at komme i gang og vise Palermo og klubbens fans, at jeg kan leve op til deres forventninger, siger Simon Makienok.

Hans agent Michael Stensgaard fra People in sport fortæller, at kontakten med den italienske klub blev etableret allerede for et år siden.

- Det har været et langt forløb både med interesse fra mange sider hen over den seneste tid. Palermo har fulgt Simon længe, og der var ikke tvivl om, at Palermo ville have Simon mest, hvilket har vægtet højt hos os, siger Michael Stensgaard.

Serie A begynder denne weekend, og søndag indleder Palermo hjemme mod Sampdoria.

/ritzau/