Skælv ud for New Zealand har udløst tsunami-advarsel

Et kraftigt skælv med en styrke på 7,2 i havet ud for North Islands østkyst har udløst en tsunami-advarsel fra landets beredskabsstyrelse, skriver nyhedsbureauet AFP. Advarslen gælder alle kystområder i New Zealand. Et område nær East Cape er blevet rådet til en evakuering.

Der var dog flere myndigheder og overvågningsinstanser, som hurtigt meldte ud, at der ikke at tale om nogen større trussel.

USA's Nationale Tsunami Advarselscenter og Chiles flåde siger, at der ikke er nogen fare for en tsunami på Sydamerikas stillehavskyst.

En række indbyggere på North Island skriver på Twitter, at de blev vækket af rystelser.

USA's Geologiske Overvågningscenter har ikke meldt om en tsunamiadvarsel.

Skælvet skete omkring 30 kilometer fra kysten - 167 kilometer fra Gisborne.

Der er ikke umiddelbart rapporter om tilskadekomne.

New Zealand ligger på grænsen mellem den australske tektoniske plade og Stillehavspladen, som indgår i den såkaldte "Ring af Ild", hvor der måles op til 15.000 rystelser om året.

En seismolog, som arbejder for New Zealands regering, Anna Kaiser, siger til Radio New Zealand, at en bølge på 30 centimeter var blevet sporet, hvilket tyder på, at der er sket noget af den forskydning på havbunden, som er nødvendig for dannelsen af en tsunami.

AFP /ritzau/

Dagens Gossip