Skader kan give Jores Okore sæsondebut for Aston Villa

Skrevet af admin

20/11/2014

Dagens topnyheder

Jores Okore ser ud til at have gode muligheder for at få sine første spilleminutter i sæsonen for Aston Villa, når fodboldklubben på mandag tager imod Southampton i Premier League.

Aston Villa må nemlig se bort fra hele tre skadede midterforsvarere, Philippe Senderos, Ron Vlaar og Nathan Baker, så manager Paul Lambert kun har tre deciderede midterforsvarere tilbage at vælge imellem til to pladser.

Det er Jores Okore og Ciaran Clark samt Chris Herd. Sidstnævnte er netop vendt tilbage til Aston Villa efter en periode som udlejet hos Bolton i den næstbedste række.

- Jores er netop kommet tilbage efter en skade. Han er klar til at spille, siger Paul Lambert til Aston Villas hjemmeside.

- Han var uheldig med sin skade. Han kom hertil og indledte virkelig godt, og så fik han sin slemme skade. Men han er klar, siger manageren.

22-årige Jores Okore skiftede i sommeren 2013 fra FC Nordsjælland til Aston Villa.

Han nåede at spille fire kampe for klubben, før han i september sidste år blev korsbåndsskadet i Premier League-kampen mod Newcastle.

Skaden holdt ham ude i resten af sidste sæson.

/ritzau/