Skadet Contador misser Vuelta a Espana

Skrevet af admin

23/07/2014

Mest læste i dag

Cykelholdet Tinkoff-Saxos trumfkort Alberto Contador misser sit hjemlands store etapeløb Vuelta a España.

Det fortæller han selv på Twitter onsdag formiddag. Afbuddet kommer ovenpå spanierens styrt i Tour de France, hvor han fik et brud på skinnebenet og måtte udgå.

- En dårlig dag. Helingen af mit sår er blevet kompliceret. Jeg har ingen dato for, hvornår jeg kan komme på cyklen igen. Farvel til Vueltaen, skriver Contador til sine fans.

Spanieren havde haft en fin optakt til Tour de France og var udset til at skulle kæmpe med især briten Chris Froome om den samlede sejr i det franske etapeløb.

Da Froome styrtede og udgik af Tour de France på femte etape, lignede det en samlet sejr til Contador, men også han måtte forlade løbet og overlade favoritrollen til Vincenzo Nibali.

Da Contador udgik på 10. etape af Tour de France, skrev Chris Froome en besked på twitter, hvor han ønskede ham god bedring og ønskede ham velkommen tilbage i Vuelta a España, hvor de to kunne få den duel, alverdens cykelfans havde set frem til i Tour de France.

Contadors afbud bliver ekstra ærgerligt af, at også vinderen af Giro d'Italia, Nairo Quintana (Movistar) har meldt sin ankomst til det spanske etapeløb. Quintana blev nummer to efter Chris Froome i sidste års Tour de France, hvor Contador måtte nøjes med fjerdepladsen.

Alberto Contador vandt Vuelta a España i 2012, men kørte ikke løbet i 2013.

Vuelta a Espana begynder lørdag den 23. august og slutter 22 dage senere den 14. august.

/ritzau/