Skadet FCM-bomber: Vores selvtillid er helt forsvundet

Skrevet af admin

27/11/2015

Mest læste i dag

FC Midtjylland nedlagde tidligere på sæsonen de fleste modstandere, men sådan har det ikke været på det seneste.

Torsdag aften tabte det danske mesterhold 0-1 ude mod Legia Warszawa.

I den polske hovedstad havde angriberen Morten "Duncan" Rasmussen faktisk lidt svært ved at genkende det selvtillidsfyldte FCM-hold, han ellers har vænnet sig til at spille på.

- Det lader til, at vi mangler den selvtillid, der har gjort os gode i meget lang tid.

- Jeg ved ikke, hvor den er forsvundet hen. Det lader til, at den er væk, siger "Duncan" og tilføjer:

- Men den skal nok komme hurtigt tilbage.

FCM-træner Jess Thorup var tydelig irriteret på sine spillere i Warszawa, da de danske gæster tog nogle forkerte beslutninger på banen. Morten "Duncan" Rasmussen forstår trænerens kritik.

- Det er klart. Jeg kan godt forstå, at han er irriteret. Det var vi også inde på banen. Vi burde have præsteret bedre, men det gjorde vi desværre ikke.

- Det er vores egen skyld. Vi skal hanke op i hinanden, og vi skal kunne præstere bedre, siger angriberen, der udgik efter 35 minutter med en skade.

En lille forstrækning i låret kan betyde, at Morten "Duncan" Rasmussen går glip af søndagens topopgør mod FC København i Alka Superligaen.

- Det må tiden vise. Det kan jeg ikke svare på nu. Det må vi se om et par dage, siger han.

- Det kan være, at det tager to-tre dage eller ti dage, før jeg er klar. Det er svært at gisne om. Vi må se, hvordan det ser ud lørdag-søndag.

Selv om skuffelsen er stor hos Morten "Duncan" Rasmussen efter torsdagens nedtur i Warszawa, så er 1/16-finalerne i Europa League inden for rækkevidde for FCM.

Det kræver en sejr over Club Brugge i Herning om to uger. Uafgjort kan også vise sig at være nok.

- Vi vil gøre alt for at gå videre i Europa. Vi er i en situation, hvor vi bare skal videre. Det vil vi gøre alt for, siger "Duncan".

- Vi har tabt tre gange i træk nu, men de to første nederlag var til Napoli, der var en klasse over os. Nu tabte vi til Legia, hvor vi underpræsterede.

- Jeg er overbevist om, at vi kan komme op på vores niveau igen og klare Brugge, siger angriberen.

/ritzau/