Skadet Martin Braithwaite melder afbud til landskampe

Skrevet af admin

31/08/2014

Mest læste i dag

Angrebsproblemerne på det danske A-landshold fortsætter. Søndag måtte Martin Braithwaite melde afbud til de forestående landskampe, efter han lørdag aften blev skadet i en kamp for sin franske klub, Toulouse. Det meddeler DBU.

Den tidligere Esbjerg-spiller er blevet skannet, og den viste, at han har pådraget sig en ledbåndsskade i knæet, som formodentligt betyder et par ugers pause.

I stedet har landstræner Morten Olsen udtaget FC Københavns Andreas Cornelius, der oprindeligt var udset til at skulle spille på U21-landsholdet.

- Som jeg tidligere har nævnt, så havde vi først regnet med at tage "Corner" med efter U21-landsholdets kamp mod Rusland den 3. september, men situationens alvor gør, at vi bliver nødt til at inkludere Andreas på A-landsholdet allerede nu, siger Olsen.

Truppen træner første gang mandag. Onsdag møder holdet Tyrkiet i en testkamp i Odense. Fire dage senere gælder det den første kvalifikationskamp til EM mod Armenien i København.

/ritzau/