Skat beskyldes for at tilbageholde oplysninger

Skrevet af admin

14/10/2015

Dagens topnyheder

Skat har tilbageholdt oplysninger i en sag om ulovlig opkrævning af ejendomsskatter.

Det mener Statsrevisorerne, som ifølge Jyllands-Posten er stærkt utilfredse med, at Skat ikke orienterede om nye problemer med opkrævning af ejendomsskat, da man sidste år blev bekendt med dem.

- Jeg har fået oplyst af Rigsrevisionen, at den ikke har været vidende om, at der var den slags problemer. Det må indebære, at Skat har tilbageholdt væsentlige oplysninger, siger Peder Larsen (SF), formand for Statsrevisorerne, til Jyllands-Posten.

Avisen afslørede for fem år siden, at der var opkrævet 1,2 milliarder kroner ulovligt i ejendomsskat hos borgere.

Siden har Rigsrevisionen og Statsrevisorerne nøje overvåget Skat og Skatteministeriet for at sikre, at der kom styr på forvaltningen.

I december sidste år stoppede den overvågning, fordi Rigsrevisionen vurderede, at der endelig var styr på området. På det tidspunkt havde et rådgivningsfirma orienteret Skat om nye problemer med skatteopkrævningen. En orientering, som, erkender Skat, ikke blev videreformidlet til Rigsrevisionen.

Carsten Michael Henrichsen, professor, dr.jur. ved Københavns Universitet, ønsker ikke at kommentere den konkrete sag, men siger:

- Udgangspunktet er klart - at når Rigsrevisionen går ind i en sag, skal den pågældende myndighed lægge alt frem, og det skal ske af egen drift. Enhver afvigelse er alvorlig, fordi det svækker Rigsrevisionens og dermed de folkevalgtes mulighed for at undersøge forvaltningen, siger han til Jyllands-Posten.

Skat mener, at der ikke er grund til at kritisere myndigheden i sagen.

- Det har ikke været vores opfattelse, at vi har været forpligtet til at orientere Rigsrevisionen om det her, siger Sanne Kjær, underdirektør i Skat.

/ritzau/