Skat udbetaler 17 milliarder kroner i overskydende skat

Skrevet af admin

01/04/2015

Mest læste i dag

3,3 millioner borgere får 17,7 milliarder kroner tilbage i skat, når Skat i næste uge udbetaler overskydende skat til borgerne.

Pengene står klar på borgernes konto 7. april, med mindre den overskydende skat overstiger 100.000 kroner, eller man har gæld til det offentlige.

Det oplyser Skat i en pressemeddelelse.

- I år udbetaler vi over 17,7 milliarder kroner. Det svarer i gennemsnit til 5393 kroner til hver af de 3,3 millioner borgere, der har betalt for meget i skat i løbet af året.

- Selv om det er dejligt at få penge tilbage, så er det jo udtryk for, at man har betalt for meget i skat i løbet af året. Derfor er det vigtigt, at man sikrer sig, at ens forskudsopgørelse stemmer, siger Richard Hanlov, der er underdirektør i Skat.

Mens borgerne i Gentofte i gennemsnit får mest udbetalt, får borgerne på Bornholm gennemsnitligt mindst udbetalt.

Har man gæld til det offentlige, vil den overskydende skat automatisk blive brugt som afdrag på gælden. Det sker for 328.386 borgere, der skylder eksempelvis licens, skat, underholdsbidrag, boligstøtte, parkeringsbøde og andet.

- Hvis man skylder til det offentlige, modregnes de overskydende skatter i gælden, inden vi udbetaler. I år nedskriver vi på den måde det offentliges tilgodehavende med cirka en milliard kroner, siger Richard Hanlov.

Årsopgørelsen har ligget klar for 4,4 millioner borgere i TastSelv siden 9. marts.

- Rigtig mange borgere har ikke noget at selvangive, da Skat efterhånden får de fleste oplysninger automatisk. Men derfor skal man alligevel kontrollere tallene og oplyse, hvis man har ændringer eller tilføjelser.

- Det gælder eksempelvis befordringsfradrag og eventuelle lejeindtægter, siger Richard Hanlov.

Ændrer man i årsopgørelsen via TastSelv, kan man med det samme se sin nye årsopgørelse, og derved også om ændringen betyder, at man skal betale mere eller have penge tilbage. Sidste frist for ændring af årsopgørelsen er 1. maj 2015.

/ritzau/