Skatteekspert: Oprydning i Skat kommer til at tage tid

Det vil tage tid at rekruttere medarbejdere og implementere nye it-systemer. Derfor må Skat leve med flere års usikkerhed på trods af skatteminister Karsten Lauritzens (V) nye redningsplan for det skandaleramte Skat.

Det vurderer Bent Greve, som er professor ved Roskilde Universitet.

- Det er et godt bidrag. Men der er fortsat mange sten på vejen. Og om det samlet set retter op på situationen, kan man være i tvivl om, siger Bent Greve.

Redningsplanen omfatter blandt andet, at der bliver oprettet mindst fire nye styrelser. Samtidig skal Skat tilføres flere ressourcer, som blandt andet omfatter 2000 nye medarbejdere og syv milliarder kroner.

- Uanset hvor fornuftig organisationsforandringen er, vil det tage tid, før den er gennemført og får gennemslagskraft. Det betyder, at Skat som organisation vil komme igennem flere år med usikkerhed, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip