Skibskaptajns fejl og overfyldt skib udløste katastrofe

Skrevet af admin

21/04/2015

Mest læste i dag

De italienske myndigheder siger, at den hidtil værste bådkatastrofe for et migrantskib i Middelhavet, skyldes menneskelige fejl begået af kaptajnen og den fuldstændige overopfyldning af fartøjet.

Talsmænd for statsanklagemyndigheden i den sicilianske by Catania siger, at båden kolliderede med et portugisisk containerskib, kort før den kæntrede. Besætningen på det portugisiske skib friholdes helt fra enhver skyld i ulykken.

Myndighederne siger, at de har pågrebet en tunesisk mand, der menes at være fartøjets kaptajn, og et syrisk besætningsmedlem, som menes at have været styrmand, blandt de 27 medtagne overlevende.

De to ankom til den sicilianske havneby Catania mandag aften. Kaptajnen er anklaget for at have medvirket til massedrab, mens han og styrmanden begge er sigtet for manddrab og for at have forårsaget et skibsforlis.

Kun 28 overlevede ulykken, som kostede omkring 800 personer livet. En af de 28 overlevende hævder, at der var 950 personer om bord på fiskefartøjet, og at mange af dem var låst inde i lastrummet.

- Vi kan oplyse, at 800 er omkommet, siger talskvinde for FN's flygtningeagentur, UNHCR, Charlotta Sami tirsdag i Italien på baggrund af de overlevendes optælling af passagerer på den dødelige sejlads.

UNHCR har sammen med den internationale organisation for migration, IOM, interviewet de fleste af dem, der har overlevet og dannet sig et billede af, hvor mange, der var om bord, og hvor de kom fra.

- Der var godt og vel 800 mennesker om bord, heriblandt børn mellem 10 og 12 år. Der var syrere, omkring 150 eritreere og somaliere. De havde forladt Tripoli (Libyen) omkring klokken 08 søndag, siger FN talskvinden.

Hun tilføjer, at de overlevende kommer fra Mali, Gambia, Senegal, Somalia og Bangladesh.

/ritzau/AFP