Skoleelever: Forældre må give skolereform mere tid

Skrevet af admin

30/01/2015

Dagens topnyheder

Man er nødt til at slå koldt vand i blodet i forbindelse med den nye skolereform. Det tager noget tid, før den er på plads.

Det er den klare melding fra Danske Skoleelever.

- Der er nogle rigtig fine intentioner i reformen, og det tager noget tid at få på plads. Så de voksne omkring os må anerkende, at de må give lidt tid og fokusere på, at der findes gode ting, siger Miranda Dagsson, formand for Danske Skoleelever.

På mange skoler halter det med at få inddraget bevægelse i undervisningstiden.

Også implementeringen af lektiecaféerne er mange forældre utilfredse med, viser en ny undersøgelse fra Skole og Forældre, som 885 forældre har deltaget i.

Mens 16 procent af forældrene i september sidste år var "utilfredse" eller "meget utilfredse" med deres barns skolegang generelt, er det nu 28 procent.

Mere end halvdelen af forældrene er dog stadig tilfredse med deres barns skolegang, skriver Politiken.

Miranda Dagsson anerkender, at der er problemer med at få motion og bevægelse til at fungere og at få lektiecaféerne op at køre.

- Vi anerkender, at der er ting, der ikke fungerer optimalt. Der er morgenløbeture, der hellere skulle have været faglig bevægelse, men det er for tidligt at sige, at man er skuffet over reformen, fordi den er så ny, siger hun.

Undervisningsminister Christine Antorini (S) er på linje med eleverne. Hun anerkender ifølge Politiken forældrenes bekymring, men forventer, at det bliver bedre næste skoleår, når reformen er bedre implementeret i skolerne.

En undersøgelse, som YouGov gennemførte for KL's nyhedsbrev Momentum blandt 1190 forældre 17.-26. december 2014, viste, at forældrene især er tilfredse med, at eleverne lærer fremmedsprog tidligere og har flere timer i dansk og matematik samt motion hver dag.

Til gengæld er forældrene kede af, at der er flere vikartimer og aflyste timer. Der er også plads til forbedringer inden for lektiehjælp, faglig fordybelse og samarbejde med virksomheder og foreninger, viste undersøgelsen.

/ritzau/