Skolereform skuffer forældre

Skrevet af admin

30/01/2015

Mest læste i dag

På mange skoler halter det med at få inddraget bevægelse i undervisningstiden.

Også implementeringen af lektiecaféerne er mange forældre utilfredse med, viser en ny undersøgelse fra Skole og Forældre, som 885 forældre har deltaget i.

Mens 16 procent af forældrene i september sidste år var "utilfredse" eller "meget utilfredse" med deres barns skolegang generelt, er det nu 28 procent.

Mere end halvdelen af forældrene er dog stadig tilfredse med deres barns skolegang, skriver Politiken.

- Forældrene oplever, at skoledagen bare er blevet længere og længere med flere timer i dansk, matematik og fremmedsprog, siger Mette With Hagensen, der er formand for Skole og Forældre, en landsforening for skolebestyrelser i folkeskolen.

Men de elementer, der skulle gøre dagen mere afvekslende og motivere eleverne, er der mange steder ikke kommet mere af. Det er dybt bekymrende.

Ifølge Andreas Rasch-Christensen, der er forskningschef på VIA University College, har elementer som netop bevægelse, lektiecafé og "den åbne skole", hvor folkeskolen samarbejder med lokalsamfundet, "ikke fungeret lige godt alle steder", siger han til Politiken.

Undervisningsminister Christine Antorini (S) anerkender ifølge Politiken forældrenes bekymring, men forventer, at det bliver bedre næste skoleår, når reformen er bedre implementeret i skolerne.

En undersøgelse, som YouGov gennemførte for KL's nyhedsbrev Momentum blandt 1190 forældre 17.-26. december 2014 viste, at forældrene især er tilfredse med, at eleverne lærer fremmedsprog tidligere og har flere timer i dansk og matematik samt motion hver dag.

Til gengæld er forældrene kede af, at der er flere vikartimer og aflyste timer. Der er også plads til forbedringer inden for lektiehjælp, faglig fordybelse og samarbejde med virksomheder og foreninger.

/ritzau/