Sløjt softwaresalg viser sig i Microsoft-regnskab

Skrevet af admin

27/01/2015

Dagens topnyheder

Et trægt salg af computere til private kombineret med en stærk amerikansk dollar har sat sine spor i Microsofts kvartalsregnskab.

Aktien i verdens største softwarefirma er faldet tre procent til 45,63 dollar i det amerikanske eftermarked, efter at værdipapiret de seneste måneder ellers har været på sit højeste niveau i 14 år.

- Selvom valutaen giver modvind for Microsoft og andre store internationale virksomheder, så vil vi betegne de overordnede tal som gode nok, siger Daniel Ives, der er analytiker ved FBR Capital Markets.

Salget af Windows-software har været under pres de seneste år, fordi salget af pc'er er faldet, selvom markedet synes at være stabiliseret de seneste måneder.

Microsoft kunne i regnskabsårets andet kvartal fremlægge et overskud på 5,86 milliarder dollar (knap 39 milliarder kroner) sammenlignet med 6,56 milliarder dollar (over 43 milliarder kroner) i samme periode året før.

Omsætningen steg dog samlet set med otte procent til 26,47 milliarder dollar. Det skyldes ifølge nyhedsbureauet AFP bedre salg af Surface-tablets, cloud-tjenester og spillekonsollen Xbox One, men er også drevet af sidste års køb af Nokias mobilforretning.

Kvartalsregnskabet fra Microsoft kommer en uge, efter at it-giganten kunne melde ud, at selskabets nye styresystem Windows 10 bliver gratis tilgængeligt for brugerne.

Grundet den store konkurrence fra andre softwarevirksomheder forsøger verdens største af slagsen at udvide kundekredsen ved at indføre den nye gratis-strategi.

Samtidig ønsker Microsoft også at etablere Windows på så mange forskellige platforme som muligt - alt fra computere til tablets over telefoner og Xbox.

Det nye styresystem forventes at ramme markedet i foråret og vil ligge som en gratis opdatering for brugere af både Windows 7, Windows 8.1 og Windows Phone 8.1.

/ritzau/Reuters