160 mister jobbet: Slagteri lukker i Nordjylland

Skrevet af admin

22/08/2014

Dagens topnyheder

Ruslands sanktioner mod import af fødevarer fra vestlige lande får direkte konsekvenser for 160 arbejdspladser i Fjerritslev. Slagteriselskabet Tican har besluttet at lukke sin afdeling. Det skriver Nordjyske.

Beslutningen blev ifølge avisen taget af bestyrelse og ledelse på et bestyrelsesmøde torsdag.

Tican udbener ca. 55.000 forender pr. uge på afdelingen, men siden Rusland lukkede for import af svinekød fra EU i slutningen af januar, har det vist sig umuligt at skabe en konkurrencedygtig produktion af de produkter, som Fjerritslev-afdelingen er specialiseret i.

Samtidig er udsigterne til en genåbning af Rusland inden for rimelig tid meget dystre.

- Medarbejderne og ledelsen i Fjerritslev har kæmpet i årevis for at bevare virksomheden som et aktiv i koncernen.

- Det har i perioder været svært, og andre virksomheder har for længst nedlagt eller udflaget udbening af forender til lavtlønsområder. Vi må nu også erkende, at vi ikke på det foreliggende grundlag kan skabe rentabilitet i aktiviteten, udtaler administrerende direktør Ove Thejls ifølge Nordjyske.

Afdelingen i Fjerritslev beskæftiger cirka 160 medarbejdere, og der indledes nu en tre ugers periode, hvor der gennemføres en dialog mellem virksomhed og medarbejdere om mulige løsninger for eventuelt at undgå en lukning. Men direktøren ser ikke optimistisk på det.

- Vi har forsøgt at vende hver en sten og udvist tålmodighed, men vi ser desværre ingen muligheder for at skabe en rentabel produktion i Fjerritslev. Det er en meget tung beslutning at indstille afdelingen til lukning – men desværre nødvendigt siger Ove Thejls til Nordjyske.

/ritzau/