Smerteramt Djokovic spiller sig videre i US Open

Novak Djokovic er klar til anden runde i US Open efter en sejr i fire sæt over polakken Jercy Janowicz i første kamp.

Djokovic vandt 6-3, 2-6, 6-2, 7-5 og møder i næste runde tjekken Jiri Vesely.

Det tog godt to en halv time for den 29-årige serber at vinde kampen mod den undertippede polak.

Novak Djokovic er forsvarende mester i US Open. Men han møder op med en skuffelse i bagagen, efter at han noget overraskende blev slået tidligt ud af OL i Rio tidligere på måneden.

Derudover døjer han med en skade i armen. Allerede i første sæt fik han behandling.

På banen var Djokovic også tydeligvis i smerte, når han slog igennem med sin forhånd.

Mest tydeligt var det dog i hans serv, som han kun sendte over nettet med cirka 160 kilometer i timen. Men det var alligevel nok til at vinde kampen over Janowicz, der er nummer 247 i verden.

Fjerdeseedede Rafael Nadal og femteseedede Milos Raonic er også klar til anden runde. Begge vandt sikkert deres kampe i tre sæt.

/ritzau/

Dagens Gossip