Socialrådgiver: Det er hårdt arbejde at være arbejdsløs

Skrevet af admin

29/05/2015

Mest læste i dag

Der er risiko for, at nogle danskere vælger offentlig forsørgelse frem for at gå i arbejde, hvis gevinsten ved at arbejde ikke er større, end den er i dag.

Det mener Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

Men ifølge Majbrit Berlau, der er formand for Dansk Socialrådgiverforening og tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten, betyder offentlig forsørgelse på ingen måde, at man kan slappe af, mens pengene ruller ind på kontoen.

- Som jobparat kontanthjælpsmodtager skal man stå til rådighed hele tiden. Så det er lidt af en misforståelse, at man bare kan ligge hjemme på sofaen og se fjernsyn.

- Man står til rådighed for en række krav: Det kan være nyttejob, virksomhedspraktik, virksomhedsforløb, aktivering, jobsamtaler og andet, siger Majbrit Berlau.

Emnet, om hvorvidt det kan betale sig at arbejde, er en del af Lars Løkke Rasmussens valgkampagne og er for alvor blevet et hedt emne efter udtalelser fra direktøren for servicevirksomheden Panorama, Morten Broager.

Her fortalte direktøren, at en af hans ansatte havde sagt sit job op, fordi der ikke var stor nok gevinst ved at arbejde i forhold til at være på kontanthjælp.

Men Majbrit Berlau mener ikke, at der er grund til at være misundelig på de arbejdsløse, der er på kontanthjælp frem for på arbejdsmarkedet.

- Man er i en stram økonomisk situation - også fordi, at hvis man er på kontanthjælp, så må man ikke have en formue på mere end 10.000 kroner eller en ægtefælle i arbejde.

- At være kontanthjælpsmodtager er for nogle behæftet med ret stor skam og ensomhed. Og en frustration over at føle, at der ikke er brug for en på arbejdsmarkedet.

Ifølge Majbrit Berlau er beskæftigelse i høj grad medvirkende til højere livskvalitet.

- At være i job er i Danmark et enormt højt statussymbol og giver helt klart en langt bedre selvforståelse og selvværd hos den enkelte, siger hun.

/ritzau/