Solbakken starter med ny midtbane i Brugge

Skrevet af admin

23/10/2014

Dagens topnyheder

Ståle Solbakken har ændret godt og grundigt på midtbanen, når FC København klokken 21.05 møder Club Brugge.

Hele tre ændringer er der på den københavnske midtbane i forhold til 0-1-nederlaget i Torino for tre uger siden.

På venstrekanten erstattes Youssef Toutouh af Alexander Kacaniklic, mens Danny Amankwaa har skubbet Rurik Gislason ud i den modsatte side. Derudover har Solbakken fundet plads til anfører Thomas Delaney, der starter inde i stedet for Claudemir.

I angrebet er der en enkelt ændring, da Nicolai Jørgensen overtager pladsen lige bag Andreas Cornelius i stedet for Bashkim Kadrii. Kadrii er siden nederlaget i Italien blevet alvorligt knæskadet og meldt ude for resten af 2014 - måske resten af sæsonen.

FCK's startopstilling ser således ud (4-4-2): Stephan Andersen - Tom Høgli, Mathias "Zanka" Jørgensen, Mikael Antonsson, Pierre Bengtsson - Danny Amankwaa, Daniel Amartey, Thomas Delaney, Alexander Kacaniklic - Nicolai Jørgensen, Andreas Cornelius.

FCK indtager tredjepladsen i gruppe B med tre point - et færre end Club Brugge og Torino. Helsinki er uden point efter de to første gruppekampe.

/ritzau/