Sosu'er slipper billigt efter dødelig fejlmedicinering

Skrevet af admin

29/05/2015

Mest læste i dag

Selvom deres fejlmedicinering på et aarhusiansk plejehjem af en ældre svækket mand kostede ham livet, så slipper to yngre social- og sundhedsassistenter fredag i Retten i Aarhus med meget milde straffe.

Den ældste, men mindst rutinerede af kvinderne på 33 år idømmes 20 dagbøder på hver 400 kroner, mens den anden sosuassistent på 27 år får 20 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år.

Samtidig afviser retten at følge anklagerens påstand om, at de tiltalte skal frakendes deres autorisation til at håndtere medicin til patienter.

Den 33-årige med under et års erfaring kunne ikke få manden til at tage sin smertestillende medicin. Hun spurgte flere kolleger til råds, men endte fejlagtigt og fatalt med at tro, at hun kunne knuse pillerne og sprøjte dem i et drop, manden havde indlagt.

Den 27-årige hjalp hende efterfølgende med indsprøjtningen.

I dommen lægges det til grund, at den 33-årige var urutineret.

- Hun har handlet med manglende omhu, og hendes fejlvurdering af situationen er helt uforståelig. Men hun fik ikke hjælp af kolleger, lyder det i dommen.

Samtidig mener domsmandsretten, at den 27-årige og mere rutinerede kollega ikke på nogen måde stillede spørgsmålstegn ved, at de var ved at sprøjte piller ind i en svækket mand.

Det er baggrunden for, at den 33-årige slipper med den mildeste straf, mens kollegaen får en betinget fængselsstraf.

- Det centrale er, at de tiltalte er fundet skyldige. Vi er tilfredse med, at det slås fast, at en sundhedsperson har pligt til at sige fra overfor ting, man ikke er oplært i. Men så har retten så valgt at tolke anderledes på strafudmålingen, siger senioranklager Rikke Hyttel.

Anklagemyndigheden tager derfor betænkningstid i forhold til en eventuelt anke.

Det samme gør begge forsvarere. Men ingen af dem lægger skjul på deres tilfredshed med de milde straffe.

- Det var den lavest mulige sanktion i denne situation, siger Karsten Isager, forsvareren for den 33-årige sosuassistent.

- Det er et godt resultat i betragtning af anklagers krav om tre måneders ubetinget fængsel, siger den 27-åriges forsvarer, Henrik Garlik.

De dømte skal betale en erstatning på godt 20.000 kroner til den afdødes pårørende.

/ritzau/