Spændingen udeblev: Neymar og Barcelona nedlægger PSG

Skrevet af admin

22/04/2015

Dagens topnyheder

FC Barcelona var aldrig i problemer under de to opgør mod Paris Saint-Germain, og den spanske storklub er klar til semifinalen i Champions League.

Tirsdag aften vandt FC Barcelona hjemmekampen med 2-0, og er dermed samlet videre med overbevisende 5-1 efter en 3-1-sejr i Paris onsdag i sidste uge.

Allerede efter et kvarter punkterede Neymar spændingen, da han bragte Barcelona foran efter flot forarbejde af Andres Iniesta.

Dermed var der brug for tre scoringer fra PSG's side, hvis man skulle gøre sig håb om forlænget spilletid.

Til den vanskelige opgave havde franskmændene Zlatan Ibrahimovic tilbage, efter svenskeren afsonede karantæne i den første kamp som følge af et rødt kort mod Chelsea i 1/8-finalen.

Ibrahimovic kunne dog ikke udføre mirakler, selv om han efter 17 minutter sparkede bolden i mål. Svenskeren befandt sig i en offside-position, og målet blev annulleret.

Resten af kampen var det ikke meget man så til hverken Ibrahimovic eller resten af PSG's ellers potente offensive med blandt andet Edinson Cavani og Javier Pastore.

I den første kamp mellem de to mandskaber så forsvarsspilleren David Luiz uheldig ud i flere situationer, og det var også tilfældet tirsdag, da Neymar scorede sit andet mål ti minutter før pausen.

Daniel Alves driblede rundt på højrekanten og slog et perfekt indlæg til Neymar, der var løbet i ryggen på landsmand David Luiz, der fuldstændig havde mistet sin markering. Fra nært hold kunne Neymar heade indlægget i mål til 2-0.

Det var også stillingen ved pausen, og PSG skulle derfor score fire gange for at gå videre.

Det var den franske klub ikke tæt på at gøre, selv om anden halvleg var jævnbyrdig og bød på bedre PSG-spil end i første halvleg.

For begge holdt gjaldt det, at afleveringer og afslutninger manglede den afgørende kvalitet, og der blev ikke scoret yderligere i kampen, som dermed sluttede 2-0 til FC Barcelona.

Det er tredje sæson i træk, at Paris Saint-Germain ryger ud af Champions League i kvartfinalerne.

/ritzau/