Spansk lokalvalg er en test for nye partier

Skrevet af admin

24/05/2015

Mest læste i dag

Spaniens politiske landskab kan være under forandring ved søndagens lokalvalg i landet, hvor nye partier udfordrer de etablerede, som har siddet på magten i hen ved 40 år.

Venstrefløjspartiet Podemos ("Vi kan") og centrumhøjrepartiet Ciudadanos ("Borgere") gør, hvad de kan for at sætte en stopper for det to-parti system, der i realiteten har været i kraft i Spanien siden afslutningen på diktaturet i 1975.

Premierminister Mariano Rajoys konservative regeringsparti, Partido Popular (PP), har skiftedes med Socialistpartiet til at være i regering i de seneste årtier. Men det kan lokalvalget vende op og ned på.

Podemos er stormet frem, siden de folkelige "Indignados"-protester brød ud i Spanien i 2011 i protest mod regeringens nedskæringer under finanskrisen.

Nu satser venstrefløjspartiet Podemos - som er allieret med det græske regeringsparti Syriza - på at overhale den etablerede venstrefløj og blive det største oppositionsparti.

Podemos er gået til valg på at bekæmpe korruption og ændre forholdene for de mange i Spanien, der er ramt af arbejdsløshed og besparelser.

- Det er første gang, at vi har følt noget håb i forbindelse med et valg, siger den 32-årige Eva Quintas, der søndag stemte på Podemos ved et valgsted i Madrid.

Partido Popular ventes ifølge meningsmålingerne fortsat at være det parti, der får de fleste stemmer.

Men alligevel risikerer det konservative parti at miste sit flertal mange steder. I dag sidder PP på magten i 10 af regionerne.

Ved søndagens valg stemmer vælgerne i over 8000 større og mindre byer i 13 af Spaniens 17 regioner. Over 35 millioner spaniere kan stemme ved valget.

Selv om målingerne altså tyder på, at de store partiet kan blive udfordret, er søndagens lokalvalg imidlertid ganske uforudsigeligt.

De sidste meningsmålinger inden valget viste, at et sted mellem 30 og 45 procent af vælgerne i dagene op til valget var usikre på, hvilket parti de skulle give deres opbakning.

Valgstederne i Spanien lukker klokken 20.00

/ritzau/AFP