Speedway: Danskere misser kvalifikation ved GP Challenge

Skrevet af admin

21/09/2014

Mest læste i dag

Den danske succes var til at overse, da den italienske by Lonigo sent lørdag lagde bane til GP Challenge, der fungerer som kvalifikation til næste års grandprix-serie.

Fire danskere stillede til start, men ingen af dem var i stand til at køre sig i top-tre, der var kravet for kvalifikation. De var faktisk ikke engang tæt på.

Lørdagens tre vindere blev Matej Zagar, Jason Doyle og Chris Harris, der alle samlede 13 point. Peter Kildemand placerede sig som bedste dansker som nummer otte med otte point.

Hans Andersen hentede seks point, Nicolai Klindt fik fem og Mads Korneliussen scorede to point.

Kenneth Bjerre skulle også have deltaget, men han måtte opgive at deltage på grund af en skulderskade.

Sidste år kvalificerede han sig til grandprix-serien netop i gennem GP Challenge. I sæsonens serie ligger han på 12.-pladsen og er aktuelt ikke blandt de otte øverste, der kvalificerer sig direkte til næste års serie.

Lige nu er to danskere i top-otte i den samlede stilling. Nicki Pedersen er nummer fire og Niels-Kristian Iversen er nummer seks. Der resterer to grandprixer, og Niels-Kristian Iversen kan ikke være med i flere på grund af en skade.

/ritzau/