Støjberg vil presse EU til grænsekontrol i op til to år

Skrevet af admin

02/05/2016

Mest læste i dag

Integrationsminister Inger Støjberg (V) har sammen med kolleger fra Tyskland, Sverige, Frankrig og Østrig sendt et brev til EU-Kommissionen. Heri argumenterer de for at forlænge den midlertidige grænsekontrol i op til to år.

- Der gik hul på Europa, og det hul er der stadig. Der kommer fortsat tusindvis af flygtninge og migranter, og vi har mistet tilliden til, at de initiativer rækker, som EU har sat i værk for at sikre de ydre grænser, siger Støjberg i en pressemeddelelse.

Det er det såkaldte Schengenkodeks, der sætter reglerne for midlertidige grænsekontroller i et EU med ellers fri bevægelighed. Støjberg og co. ønsker, at EU-Kommissionen tager initiativ til, at Schengenkodeks artikel 29 tages i brug.

Artiklen tillader medlemslandene at indføre grænsekontrol i op til to år. Det bliver i praksis af seks måneders varighed.

Så længe der ikke er styr på EU's ydre grænser, vil landene forbeholde sig retten til at beskytte sig selv, lyder argumentet i brevet.

- Jeg er glad for, at der er andre lande end Danmark, der kan se dette. Derfor håber jeg, at EU-Kommissionen vil tage vores brev alvorligt, fordi netop dette er en meget alvorlig sag for os, siger Støjberg.

Hun har samtidig meddelt kommissionen, at den danske grænsekontrol for sjette gang forlænges. Denne gang med 30 dage indtil 2. juni.

I brevet til kommissionen skriver de fem ministre, at den midlertidige grænsekontrol fortsat kun skal tages i brug, når det er absolut nødvendigt.

- Som hidtil skal grænsekontrollen begrænses til det strengt nødvendige minimum - også af hensyn til den grænseoverskridende trafik, lyder det.

Rent formelt er det EU-Kommissionen, der skal bede EU's ministerråd - det vil sige de 28 medlemslande - om at træffe beslutning om, hvorvidt grænsekontrollen skal forlænges.

Der skal blot et kvalificeret flertal blandt medlemslandene til at vedtage det.

/ritzau/