Stangberuset bilist rammer 13-årig pige i Brønshøj

Skrevet af admin

28/11/2014

Mest læste i dag

En 13-årig pige blev fredag morgen kørt ned af en spritbilist i Brønshøj, oplyser Københavns Politi.

- Ifølge meldingen fra hospitalet er pigen alvorligt kvæstet, siger vagtchef Jens Kristiansen til Ritzau.

Politiet målte bilistens alkoholpromille til at være over 2,0, og han blev anholdt.

- Han vil formentlig blive sigtet efter straffelovens paragraf 252, der handler om at udsætte andre for fare, fortalte Jens Kristiansen tidligere fredag.

Ulykken skete ved krydset mellem Korsager Allé og Merløsevej i Brønshøj, og pigen blev kørt med ambulance til Rigshospitalets Traumecenter.

Politiet sendte en bilinspektør til stedet for at klarlægge de nærmere omstændigheder omkring ulykken. Det er blandt andet bilinspektørens opgave at vurdere, hvor hurtigt bilen har kørt.

Bilisten blev fremstillet i grundlovsforhør in absentia senere fredag i Frederiksberg Ret, oplyser politiet.

Han er varetægtsfængslet til 16. december, oplyser Københavns Politi på Twitter.

/ritzau/