Stiftelse udpeger politiets fejl i sag om skibsbrand

Skrevet af Redaktionen

15/08/2016

Dagens topnyheder

Under overskriften "Politiets henlæggelse af et massemord" indkalder Stiftelsen Etterforskning av Mordbrannen Scandinavian Star til pressemøde om branden på Scandinavian Star.

Pressemødet afholdes tirsdag klokken 12 i Oslo, oplyser stiftelsen i en pressemeddelelse.

På mødet vil stiftelsen blandt andet forklare, hvorfor foreningen mener, at det ikke er acceptabelt, at norsk politi har opgivet sagen om skibsbranden, der kostede 159 mennesker livet i 1990.

Tirsdag i sidste uge fremlagde politiet i Oslo sit materiale efter to års efterforskning af sagen. Konklusionen var, at der ikke var tilstrækkelige beviser til at mistænke hverken personer eller selskaber for mordbranden.

Kort efter oplyste bistandsadvokaten for stiftelsen, Sigurd Klomsæt, at den norske forening vil klage over afgørelsen.

Det samme vil den danske støtteforening, oplyste talsmand Mike Axdal.

Efterforskningen af sagen blev delvist genoptaget i februar 2014, efter politimesteren i Oslo besluttede at se nærmere på de økonomiske forhold, der var knyttet til skibet.

Myndighederne har hele tiden vidst, at den ene af to brande om bord var påsat, men gerningsmanden er aldrig fundet. Kort efter skibsbranden blev en dansk lastbilchauffør, der selv omkom i branden, udpeget som den skyldige.

Først i juni 2014 trak norsk politi anklagen tilbage, efter en ny gruppe efterforskere fra Oslo Politi havde kigget den gamle sag igennem.

Politiets håndtering af sagen har gentagne gange fået kritik af danske og norske støtteforeninger

/ritzau/