Store forandringer på ledelsesgangen i Esbjerg

Skrevet af admin

23/07/2016

Mest læste i dag

Fodboldklubben Esbjerg er godt i gang med at ændre på flere vigtige ledelsesposter.

Til september ansætter superligaklubben en sportsdirektør, der i øjeblikket er tilknyttet en udenlandsk klub. Derudover har direktør Søren Poulsen opsagt sin stilling og stopper med udgangen af august.

De to ændringer på ledelsesgangen kommer efter en sommer, der allerede har budt på ændringer i Esbjerg.

Forud for den kommende sæson har klubben skiftet ud på trænerposten, hvor den tidligere Randers FC-træner Colin Todd har afløst Jonas Dal.

Bestyrelsesformand, Kristoffer Jarl Kristensen, tror på, at Esbjerg vil komme styrket ud af de mange omvæltninger.

- Jeg er overbevist om, at når de igangværende processer og organisatoriske ændringer er gennemført, vil vi stå tilbage med et stærkere EfB, siger Kristoffer Jarl Kristensen til klubbens hjemmeside.

Formanden oplyser, at den kommende sportsdirektør, hvis identitet hemmeligholdes af hensyn til hans nuværende klub, kommer til at arbejde tæt sammen med cheftræner Colin Todd.

- Vi har med ansættelsen af Colin Todd fået en meget erfaren og kvalificeret cheftræner, og nu tager vi næste skridt ved at ansætte en sportsdirektør fra udlandet, som nyder stor anerkendelse i fodboldverdenen.

- Ud over det overordnede ansvar for den sportslige sektor bliver en af hans vigtigste opgaver at sikre størst mulig sikkerhed i rekrutteringen af nye spillere til EfB's superligahold, siger Kristoffer Jarl Kristensen.

Formanden oplyser desuden, at Esbjerg er i gang med at lede efter en afløser for Søren Poulsen, der har været direktør i klubben siden 2009.

Lokale erhvervsfolk skyder samtidig 4,5 millioner kroner ind i fodboldklubben for at gennemføre de organisatoriske ændringer.

Tidligere på lørdagen oplyste Esbjerg, at man har forlænget en hovedsponsoraftale med Claus Sørensen Gruppen.

/ritzau/