Store togproblemer i København

Der er kaotiske tilstande på de københavnske togstationer fredag eftermiddag.

Midt i myldretid og weekendrejser er togtrafikken flere steder standset.

Ifølge Ritzaus medarbejder på Hovedbanegården er perronerne proppede med frustrerede rejsende.

Problemerne med togtrafikken skyldes dels problemer med signaler og køreledninger og dels et sammenbrudt regionaltog nær Hvidovre Station, hvor flere passagerer forlod det brandvarme køretøj og bevægede sig ud på skinnerne.

Det satte S-togstrafikken i stå, oplyser DSB's pressevagt til Ritzau.

Omkring klokken 18.00 burde den små småt begynde at bevæge sig igen.

Vestegnens Politi er rykket ud for at hjælpe DSB.

Ifølge vagtchef Lars Jørgensen er to personer kørt af sted til hospitalet for at holdes under observation for dehydrering.

/ritzau/

Dagens Gossip