Store togproblemer i København

Der er kaotiske tilstande på de københavnske togstationer fredag eftermiddag.

Midt i myldretid og weekendrejser er togtrafikken flere steder standset.

Ifølge Ritzaus medarbejder på Hovedbanegården er perronerne proppede med frustrerede rejsende.

Problemerne med togtrafikken skyldes dels problemer med signaler og køreledninger mellem henholdsvis Klampenborg og Ballerup samt Holte og Hillerød.

Og så skyldes det dels et sammenbrudt regionaltog nær Hvidovre Station.

TV2 har talt med en passager fra det havarerede regionaltog.

- Togets aircondition har ikke virket, siden jeg kom ind i toget, og det er ikke meget, vi har fået at vide af personalet, siger Bjørn Bech.

Varmen har fået flere passagerer til at forlade det varme køretøj og bevæge sig ud på skinnerne.

Det satte S-togstrafikken i stå mellem Valby Station og Høje Taastrup Station, oplyser DSB's pressevagt til Ritzau.

Lidt over 18.00 er togene begyndt at køre igen.

Københavns Vestegns Politi er rykket ud til det sammenbrudte regionaltog.

- Toget begyndte at udvikle røg, så derfor skal det på værksted, siger vagtchef Lars Jørgensen til Ritzau.

Han oplyser, at to personer er kørt af sted til hospitalet for at holdes under observation for dehydrering.

Også på Hovedbanegården er den første ventende med hedeslag hjulpet væk fra perronerne, skriver Politiken.

/ritzau/

Dagens Gossip