Stridende syrienkrigere kan tage kampen med til Danmark

Skrevet af admin

25/04/2015

Dagens topnyheder

Mens de fleste danske fremmedkrigere i Irak og Syrien kæmper for den sunnimuslimske bevægelse Islamisk Stat (IS), er enkelte danskere rejst af sted for at kæmpe med shiamilitser imod IS.

Men også shiamilitserne begår menneskerettighedskrænkelser, og både PET og eksperter advarer om, at der kan opstå konfrontationer mellem grupperne tilbage i Danmark. Det skriver Information.

PET's Center for Terroranalyse konstaterer i en rapport fra marts, at hovedparten af de såkaldte fremmedkrigere, der er rejst fra Danmark til Irak eller Syrien, er "unge, sunnimuslimske mænd", der tilslutter sig Islamisk Stat.

Men efterretningstjenesten vurderer også, at "et mindre antal" shiamuslimer er rejst til konfliktzonen "for at bekæmpe militante islamistiske grupper eller andre væbnede oppositionsgrupper".

Den vurdering kan Information bekræfte, da avisen har været i kontakt med en 29-årig dansk mand, der hævder at have kæmpet for en shiamilits i Irak. Han har kendskab til flere, der har gjort det samme.

Og at syrienkrigere fra Danmark kæmper på begge sider af konflikten, kan få konsekvenser herhjemme.

I rapporten fra marts advarer Politiets Efterretningstjeneste (PET) om, at "de etnisk/sekteriske dimensioner i konflikten i Syrien og i Irak kan føre til konfrontationer mellem de berørte grupper i Danmark".

Den bekymring kan være velbegrundet, vurderer Magnus Ranstorp, terrorekspert fra Försvarshögskolan i Stockholm. Det samme gør mellemøstekspert på Syddansk Universitet Helle Lykke Nielsen.

- En øget sunni-shia-konflikt i Irak medfører også et større opgør blandt irakere i Danmark, siger hun til Information.

/ritzau/