Sturgeon opsat på at finde vej for fortsat skotsk EU-plads

Skrevet af admin

29/06/2016

Mest læste i dag

Efter et møde i Bruxelles med EU's kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, onsdag siger Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, at der er blevet udvist sympati for skotternes ønske om at forblive i EU, når Storbritannien siger farvel til unionen.

Men hun fik ingen løfter med hjem.

- Under mit besøg har jeg oplevet en enorm interesse for afstemningsresultatet. Jeg har også fået en sympatisk reaktion på den situation, Skotland nu befinder sig i med udsigten til at blive ekskluderet fra EU mod vores vilje, siger hun på et pressemøde.

Et flertal på 62 procent af skotterne stemte torsdag i sidste uge for at blive i EU. Men Storbritannien som helhed stemte med 52 procents flertal for at forlade unionen.

Sturgeon er opsat på at finde en vej, således at Skotland kan beholde sin plads i EU.

- Jeg har i dag fundet døre, der kan åbnes. Men vi er i ukendt territorium, og intet af dette er nemt, siger hun.

Sturgeon understreger, at det vil være ødelæggende for Skotland at forlade EU.

Kun 45 procent støttede skotsk uafhængighed ved en folkeafstemning i Skotland i 2014.

Men ifølge den skotske leder er omstændighederne nu så radikalt anderledes, at en ny folkeafstemning ligger lige for.

- Hvis den eneste måde at beskytte Skotlands forbindelser med Europa er uafhængighed, så vil jeg se på den mulighed, siger hun.

Tidligere onsdag mødtes den skotske førsteminister også med formanden for Europaparlamentet, Martin Schulz, mens EU-præsident Donald Tusk afviste at møde hende.

Den skotske førsteminister siger desuden, at hun er ikke overrasket over Spaniens modstand mod Skotlands forsøg på at forblive i EU.

Spaniens fungerende premierminister, Mariano Rajoy, sagde tidligere onsdag, at den spanske regering vil modsætte sig ethvert forsøg fra Skotlands side på at forblive i EU.

Spanien har konsekvent modsat sig skotsk uafhængighed af frygt for at skabe præcedens for egne separatister i landets rigeste provins, Catalonien.

/ritzau/Reuters