Styrt koster stjernerytter VM på hjemmebane

Skrevet af admin

30/08/2015

Mest læste i dag

Den amerikanske cykelrytter Tejay van Garderen kommer ikke til start, når der i september bliver kørt VM i landevejscykling på hjemmebane i Richmond, Virginia.

Van Garderen styrtede og måtte udgå på lørdagens 8. etape af Vuelta a España. Efterfølgende fik BMC-stjernen konstateret blandt andet en brækket højre skulder, og det koster nu deltagelsen i et af sæsonens højdepunkter.

- Jeg er virkelig skuffet, for jeg havde forberedt mig godt til Vueltaen, som også var en vigtig forberedelse til det kommende VM. Men jeg tænker samtidig, at det kunne være gået endnu værre, siger Tejay van Garderen til BMC's hjemmeside.

Den 27-årige amerikaner har haft en noget uheldig sæson.

Tidligere på sommeren måtte han udgå af Tour de France på grund af sygdom på et tidspunkt, hvor han lå på tredjepladsen i det samlede klassement.

Landevejsløbet ved VM bliver afviklet 27. september. Allerede 19. september er der holdtidskørsel, hvor van Garderens BMC-mandskab er forsvarende verdensmester.

/ritzau/