Styrtet Lotto-rytter skal forblive i koma i en uge

Skrevet af admin

01/09/2015

Dagens topnyheder

Den belgiske cykelrytter Kris Boeckmans (Lotto Soudal), som lørdag blev lagt i kunstigt koma efter et voldsomt Vuelta-styrt, er stadig ikke klar til at komme ud af sin koma.

Det oplyser hans belgiske mandskab mandag.

Den 28-årige rytter pådrog sig skader i både hoved og på lungerne, og disse er ikke helet nok til, at han kan vækkes.

- Ved at reducerede den beroligende medicin forsøgte lægerne at tage Kris Boeckmans ud af den kunstige koma, skriver Lotto Soudal i en pressemeddelelse.

- Skaderne på lungerne gjorde det for svært for Kris at kunne trække vejret selv, så han blev lagt i kunstigt koma igen. Her vil han med sikkerhed forblive de næste syv dage, skriver holdet.

Boeckmans styrt skete på 8. etape i årets Vuelta a España - en etape, der blev præget af stor dramatik, hvor mange ryttere var i asfalten og måtte udgå.

Lotto Soudal-rytteren var dog den, som kom mest til skade, men også ryttere som Tejay van Garderen (BMC), Daniel Martin (Etixx-Quick-Step) og Peter Sagan (Tinkoff-Saxo) måtte trække sig ud af løbet efter styrt på etapen.

/ritzau/